Så er der morgenmad!
Tid er en underlig størrelse, og den bliver ikke mindre underlig af, at man tilbringer størstedelen af den på et sygehus. Efter flere måneder med konstante indlæggelser, har jeg det på den ene side som om, at tiden har sneglet sig afsted og på den anden side som om, at den er forsvundet for øjnene af mig. Da jeg fik at vide, at jeg var blevet syg igen, var det som om, at tiden gik i stå, og mit liv har været på standby lige siden.
Før jeg fik tilbagefald i januar, havde jeg et meget aktivt liv med skole, venner, band, koncerter, kæreste, fester, lektier, arrangementer, familie og meget andet. Der var fart over feltet, og der var altid et eller andet jeg skulle eller gerne ville. Jeg var endelig nået til et punkt i mit liv, hvor jeg ikke længere følte, at sygdommen forhindrede mig i at leve, som jeg gerne ville eller gøre de ting, jeg havde lyst til. To år på efterskole havde styrket mig både fysisk, psykisk og socialt og gjort mig mere selvstændig og selvsikker, hvilket helt sikkert var medvirkende til, at jeg lynhurtigt faldt til på gymnasiet både socialt og fagligt. Jeg havde ikke længere brug for særaftaler og hensynstagen, hvilket betyder meget, når man har været syg så meget, som jeg har, og det gav mig en følelse af at være rask og normal. Det tog mig næsten fem år at nå til dette punkt, og jeg var glad og tilfreds, havde mod på livet og følte, at nu var det endelig min tur til at leve det.
Selvom man har kræft, skal der også laves lektier en gang i mellem… i hvert fald hvis man er lidt en stræber. Det er meget svært for mig at acceptere, at jeg ikke kan få lov til at gøre det så godt, jeg gerne ville i gymnasiet, men det er trods alt vigtigere, at jeg er i live, end at jeg får topkarakterer!
Desværre gik tingene ikke helt, som jeg havde regnet med og fra den ene dag til den anden, måtte jeg sætte mit liv på stand-by og lægge dele af det helt på hylden. Noget af det værste ved at være ung og have kræft er, at man går glip af rigtig meget, for mens mit liv står stille, suser mine jævnaldrende afsted med 180 km/t, og jeg kan ikke gøre andet end at se på, mens mere og mere af min ungdom forsvinder ud i ingenting. Jeg er gået glip af alt fra et halvt års skolegang og en udvekslingstur til Holland med min klasse til fester, fredagscaféer og snart også en uge på Roskilde Festival med venner fra efterskolen. Det er svært for mig at acceptere, at jeg ikke kan det samme, som jeg plejer, og det har fået mig til at udvikle en slags ”Facebook-fobi”, fordi jeg der bliver mindet om alt det, jeg går glip af og ikke kan. På dage hvor jeg ved, at jeg går glip af noget, jeg rigtig gerne vil med til, føler jeg mig meget isoleret på sygehuset, og mit CPR-nummer begynder at føles lidt som et fangenummer.
Her spiller jeg med Kernefamilien på ATRYK Festival 2015.
Det er surt at gå glip af så meget, men det der gør mest ondt, er det, jeg helt har måtte opgive. Før jeg blev syg spillede jeg bas i et band kaldet Kernefamilien sammen med tre drenge fra min efterskole, og det savner jeg rigtig meget! Vi har alle fire lagt mange timer og kræfter i bandet og prioriteret det frem for andre ting, men da jeg blev syg, måtte jeg indse, at jeg ikke kunne fortsætte med at spille i bandet. De tre andre valgte at fortsætte som en trio, og de har her i foråret blandt andet spillet på Spot Festival i Århus og til finalen i Band Battle 2016 på Skråen i Aalborg. Giv dem et like: https://www.facebook.com/kernefamilien/
Her ligger jeg under permanent overvågning på intensiv – heldigvis kan jeg næsten ikke huske noget fra det døgn, jeg lå der.
Dette blogindlæg har været længe undervejs, og der er mange årsager til, at jeg først har lagt det op nu. I perioder har jeg blandt andet haft det svært psykisk, og når jeg endelig har været bare lidt frisk, har jeg prioriteret at tage i skole et par timer, tage til et arrangement eller se mine venner. Desuden endte jeg for halvanden måned siden på intensiv afdelingen med en blodforgiftning, som tog mig halvanden uge at komme over. Kræft påvirker alle dele af ens liv, og det er svært at forudse noget som helst, men hvis alt går bare nogenlunde, som det skal, skal I ikke vente hele to måneder igen på et nyt blogindlæg!
Man kan godt spille bas, selvom den er næsten lige så høj som en selv!
Til sidst vil jeg fortælle, at jeg nu har fået den sidste planlagte kemokur, og vi har fået en plan over hele transplantationsforløbet. Selve knoglemarvstransplantationen kommer til at ske d. 22. juni på Århus Universitetshospital i Tage-Hansens Gade. Da jeg er fyldt atten og derfor skal på en voksenafdeling, fik jeg muligheden for at blive behandlet i Århus i stedet for på Rigshospitalet, og det vurderede vi var nemmest for hele familien. I dag var jeg på Skejby Sygehus for at få opereret en af mine æggestokke ud, da jeg kan risikere at blive steril af den hårdføre behandling. Det gik rigtig godt, og min højre æggestok er nu på vej med bus 888 til København, hvor den bliver skåret i stykker og frosset ned. Alt det her skriver jeg mere om i et andet indlæg!
Tak fordi I læste med 🙂