Av! Av! Av!

I forgårs kom jeg endelig hjem efter to ugers indlæggelse på sygehuset, og det har bestemt ikke været nogle nemme uger. Jeg har været hårdt ramt af diverse bivirkninger, der har tæret på mig både fysisk og psykisk, og jeg er gået glip af mange ting uden for sygehuset. I dette indlæg vil jeg fortælle lidt om, hvor hård kemoen kan være ved kroppen, og hvordan det også påvirker én psykisk.

Det kan være svært at finde ro, når man har ondt

Mandag i forrige uge var jeg på operationsstuen, hvor jeg som startskuddet på en tredags kemokur fik sprøjtet kemo direkte ind i rygmarven. Kuren hedder ”Methotrexat”, men går i daglig tale under navnet ”tissekur”. Det skyldes til dels kemovæskens karakteristiske gule farve, og til dels at kemoen skal skylles og tisses ud, hvilket gør, at man konstant skal tisse – også om natten! Da kuren sluttede tre dage senere, skulle jeg efter planen hjem, men fordi en infektion lurede, måtte jeg blive og få antibiotika. Det viste sig at være godt nok, for allerede dagen efter begyndte bivirkningerne at hagle ned over mig, og de er ikke gået væk endnu! Jeg har fået denne kur mange gange før i mine tidligere behandlingsforløb, men jeg har aldrig fået så mange bivirkninger af den som denne gang. Fra mandag til fredag i sidste uge fik jeg endnu en kemokur, som blot holdt bivirkningerne i live og forlængede mit ophold på sygehuset.

En pose blod kan gøre underværker, når man har lav blodprocent

Nogle af de bivirkninger jeg har haft, har været meget smertefulde og konstante. Selvom jeg får store doser morfin og andet smertestillende, har jeg haft dage, hvor jeg ikke har været smertefri på noget tidspunkt. Det er meget hårdt psykisk at have konstante smerter, og jeg har både grædt og skreget i frustration over situationen, og at jeg intet kunne gøre ved det. Det har især været svært for mig at spise, fordi slimhinderne i min hals er tørret ud, og min mund er fuld af blister. Det gør, at det føles som om, jeg har et stort åbent sår i halsen, og at min mund brænder. Derfor har jeg næsten kun spist is og helt hvidt brød i halvanden uge, og det bliver man hurtigt træt af. Jeg har også haft nerveforstyrrelser i håndfladerne, der fik det til at føles som om, jeg havde hænderne på en varm kogeplade, når jeg rørte ved ting. Derfor kunne jeg ikke rigtig bruge mine hænder, hvilket var dybt frustrerende, og gjorde mig endnu mere afhængig af mine forældre og sygeplejerskerne, end jeg allerede er. Smerten i håndfladerne forsvandt efter tre dage, men til gengæld skaller huden nu af mine hænder, og jeg har dybe, sviende revner i håndryggen.

Mit dørskilt er blevet pyntet op til påske

Det er svært at beskrive smerte, men jeg synes ikke, jeg overdriver ved at kalde det her for et smertehelvede. Jeg bruger de fleste af mine kræfter på at forsøge at dulme mine smerter og har derfor ikke ret meget overskud, og jeg har svært ved at koncentrere mig. Det er enormt udmattende, og alligevel får jeg nogle gange beroligende medicin for at kunne sove. Smerterne har også gjort, at jeg ikke rigtig har set mine venner de sidste par uger, og jeg er gået glip af flere ting som fester, hyggearrangementer og endda en begravelse. Det er hårdt at se livet suse forbi udenfor, mens man ligger fanget på et sygehuse, men jeg kan ikke gøre noget ved det.

Dette blev et meget alvorligt blogindlæg, og det skal der også være plads til. For det er en alvorlig situation, og det er vigtigt, at man ikke bare gemmer de svære ting væk. Jeg håber, dette indlæg gav et lille indblik i, hvad man blandt andet kan blive udsat for og gennemgå som kræftpatient.