Endnu en fletning til samlingen

Før jeg går rigtigt i gang med dette blogindlæg, vil jeg gerne sige tusind tak for al den støtte, jeg har fået fra både familie, venner, bekendte og fremmede. Jeg er helt overvældet over, hvor meget opmærksomhed min blog har fået, og jeg vil gøre, hvad jeg kan for at skrive nogle interessante indlæg.

Nu tilbage til blogindlægget som jeg har valgt skal handle om at miste håret under kemoterapi.

Med kemoterapi følger en lang række bivirkninger, som spænder vidt fra kvalme til infektioner og fra blister i munden til hovedpine. Men den mest karakteristiske bivirkning af kemoterapi er nok, at håret falder. For nogen er dette ikke noget problem, men for mange kan det i en periode virke som et større og mere presserende problem end selve sygdommen. Om det er fordi, det er lettere at forholde sig til i starten end selve sygdommen, ved jeg ikke, men jeg ved, at det betyder meget for mange kræftpatienter.

Så langt var mit hår blevet, inden jeg klippede det af for to uger siden

Grunden til at det betyder så meget, er, at det skaldede hoved for mange bliver et symbol på kræften, og det at man er syg. Sådan har jeg det også selv. Jeg har ikke noget i mod at være skaldet – faktisk er der mange fordele ved ikke at have et langt, tykt hår at skulle passe. Men hver gang jeg har været skaldet, har det været fordi, jeg var alvorligt syg (eller nyfødt), og det er ikke så nemt at glemme. Derfor har jeg mellem mine kræftforløb ladet håret gro, så langt det overhovedet kunne – bare fordi det kunne.

Som jeg skrev før, har jeg som sådan ikke noget i mod at være skaldet, men jeg har noget i mod, at det ikke er mit eget valg, at være skaldet. Jeg ville langt hellere klippe håret af i protest eller af nysgerrighed end at miste det til kemoterapi. Efter anden gang jeg var syg, blev mit hår rigtig langt (se billede herover)! Det gik faktisk helt ned til lænden, og jeg elskede det hår. Det var det, jeg var gladest for ved mit udseende, og det var det jeg ofte fremhævede, fordi jeg var så glad for, hvor langt og sundt, det var. Mit hår var for mig også et symbol på, at jeg kom længere og længere væk fra sygdommen, i takt med at det voksede, så jeg igen kunne få et almindeligt liv. Derfor virker det så uretfærdigt, at jeg skulle miste det igen efter at have passet og plejet det i fire år. Men retfærdighed er et begreb, jeg er holdt op med at tage mig af, for det får ikke noget til at give mening alligevel.

Her er en sygeplejerske ved at barbere det sidste hår af

Det er forskelligt, hvordan kræftpatienter håndterer denne skaldethed. Alle tre gange jeg har været syg, har jeg valgt en lidt alternativ måde at blive skaldet på. Når håret begyndte at falde af, har jeg fået en sygeplejerske til at lave en fletning, som vi klippede af og gemte i en fin æske. Når de tre fletninger ligger ved siden af hinanden, kan man se, hvordan mit hår med årene er blevet tykkere og mørkere. Nogle kræftpatienter vælger at få en paryk, når håret er væk, andre bruger huer og hatte og nogle er mere til tørklæder eller ingenting. Selv fik jeg en paryk anden gang, jeg var syg, men jeg tror kun, jeg havde den på to gange. Jeg foretrak huer eller ingenting, så denne gang har jeg takket nej til en paryk.

Dette er den nyeste af mine tre fletninger. Jeg skal have fundet en finere æske til den, ligesom de to andre har.

Som kræftpatient er det vigtigt, at man finder et alternativ til hår, man er tilfreds med. Et fascinerende eksempel herpå er den 21-årige kvinde Sohie fra Holland, der i selvbiografien “Pigen med de ni parykker” beskriver hendes forhold til ni parykker, efter hun fik konstateret en sjælden kræftsygdom. Jeg har desværre ikke fået læst bogen endnu, men min mor fortæller, at Sophie får lavet ni forskellige parykker, der repræsenterer forskellige sider af hendes personlighed. Hun skifter mellem parykkerne efter humør og lejlighed, og hun lærer meget om sig selv gennem disse parykker. Jeg tror, det er en bog, der er værd at læse! Det er i hvert fald en interessant måde at håndtere noget så alvorligt på.

Jeg håber, at dette indlæg gav et lille indblik i en af de problemstillinger alle kræftpatienter står overfor. Når man mister håret, får man for alvor stemplet “kræftpatient”, hvilket kan være meget overvældende og decideret skræmmende. Derudover føler jeg også, at jeg sammen med håret mistede en del af min feminitet, hvilket jeg er ret ked af. Men det er uundgåeligt at håret ryger af, når man får kemo, og så må man få det bedste ud af det og købe sig fattig i huer, parykker og hatte eller benytte lejligheden til at være buddhistisk munk eller Thomas Blachman til fastelavn.

Til sidst en lille opdatering på min situation. I mandags fik jeg for første gang i en måned lov til at komme hjem på besøg, og de sidste to nætter har jeg ovenikøbet sovet hjemme. Det er super godt timet, for i morgen er det min 18 års fødselsdag, og lige netop i morgen, er den første dag, siden jeg blev syg, hvor jeg ikke skal have andet end pillebehandling. Det betyder, at jeg kan slippe for sygehuset i morgen – en bedre fødselsdagsgave kunne jeg ikke forestille mig!