Så er jeg tilbage med endnu et indlæg til bloggen, og der er sket meget, siden sidst jeg skrev. For det første fyldte jeg 18 år d. 12. februar, hvilket blev fejret det meste af sidste weekend. Indtil få dage før min fødselsdag havde jeg været sengeliggende i næsten en måned, men den weekend hvor jeg fyldte år, havde jeg det efter omstændighederne rigtig godt. Selve dagen startede traditionen tro med, at jeg blev vækket med skønsang, flag og gaver fra familien, og da jeg jo ikke kan gå i skole for tiden, tog min familie og jeg til Aalborg og spiste lækker brunch om formiddagen. Derefter skulle vi et smut forbi sygehuset, og de havde både købt en gave til mig og hængt balloner op på min stue. Om aftenen kom min kæreste, Rasmus, og noget mere familie, og jeg fik heldigvis lov til at sove hjemme hele den weekend.
Før jeg blev syg igen, havde jeg planer om at holde fest i anledningen af min 18 års fødselsdag, men det kunne jeg ikke overskue i den her situation. I stedet holdt jeg fødselsdagsbrunch for hele min gymnasieklasse søndagen efter min fødselsdag, og det var en stor succes! Gæsterne kom kl. 11.30 og meget kort tid efter, var der blevet tømt flere flasker Asti. Hele familien og nogle naboer var i sving for at få lavet 25 brunchtallerkener med alt fra pandekager med sirup til bacon, gazpacho og scrambled eggs, og der var stor ros til maden. Det var en hyggelig eftermiddag, hvor vi fik snakket, grinet, spist og spillet musik – vi er jo ikke musikklasse for ingenting – og bagefter kunne jeg godt mærke, at jeg virkelig savner min hverdag i gymnasiet. Jeg er rigtig glad for min klasse og al den støtte, de har givet mig, på trods af at jeg kun har kendt dem i et halvt år. Når man står i en situation som min, er det altafgørende, at man holder fast i så meget af sit ”normale” liv som muligt. Det er vigtigt, at man har et sted, man ”hører til”, som ikke er sygehuset. Jeg har sammen med Aalborg Katedralskole og min studievejleder lavet en plan, der gør, at jeg ikke skal gå 1.g om og kan blive i samme klasse, og det betyder en verden til forskel for mig. Det betyder, at jeg har et sted at høre til og et sted at komme tilbage til. Hvis jeg røg ud af skolesystemet, hørte jeg jo ikke til nogle steder længere, og der var ikke nogen, der ventede på, at jeg kom tilbage. Men jeg har en dejlig klasse og en ildsjæl af en studievejleder at komme tilbage til.
Efter opturen i fødselsdagsweekenden gik det desværre lidt ned ad bakke. Fra mandag til fredag fik jeg noget medicin, som jeg ikke tåler så godt. Jeg havde meget ubehag og mange smerter, og har på nuværende tidspunkt været koblet til en morfinpumpe døgnet rundt i over en måned. En anden og meget karakteristisk bivirkning ved denne medicin er, at man får mærkelige spisevaner! Jeg har mere eller mindre levet af ristet rugbrød med laks og kold risengrød i fem dage.
I går var jeg på operationsstuen, hvor de skulle tage prøver af min rygmarv for at se, hvordan det går med den, og samtidig sprøjtede de noget kemo ind i ryggen. Nu følger et par dages kur, men jeg håber på, at jeg allerede kan komme hjem på onsdag.
Til sidst vil jeg gerne sige tusind tak for al den støtte, min familie og jeg har fået fra venner, familie, naboer og bekendte! Vi har fået alt fra mad til støttende ord til en hjælpende hånd og endda udlån af service og borde. Det betyder rigtig meget for os og letter vores hverdag en hel del. Jeg vil desuden sige tak for alle de hilsener, jeg får – dem er jeg rigtig glad for. Jeg er stadig ikke kommet til bunds med at besvare dem alle sammen, men jeg arbejder på sagen.